Nord for den tomme dal lå området Niflheim. Det var tågernes land, hvor dragen Nidhug holdt til.
Fra Niflheim flød vandløbene Elivagar, som havde deres udspring ved kilden Hvergelmer. Efterhånden som vandet fra floderne løb mod dalen, størknede det og blev til is og rim. Lag på lag hobede rimen sig op, indtil hele den nordlige del af dalen var blevet iskoldt og ufremkommeligt polarområde med uophørlige storme.
På sydsiden af dalen lå landet Muspelheim, som var varmens land. Der flammede ilden ud af bjergene, og der sad den åndeagtige Surt og vogtede ilden med sit flammesværd.
De kolde ismasser fra Niflheim og den varme lava fra Muspelheim strømmede mod dalen, og hvor de to strømme mødtes, smeltede isen, som fordampede, og lavaen, dampene og ildgnisterne blev til mild luft. Således blev der stille, rent og rart i Ginnungagap.
Endnu fandtes hverken guder eller mennesker.
Endnu før skabningen Ymer var vågnet, svedte den et væsen af hankøn og et væsen af hunkøn frem under den venstre arm. Lidt efter fødte den en søn fra den ene fod. Disse børn af Ymer var rimturserne.
Ved siden af Ymer blev der skabt et dyr - en ko, som kom til at hedde Audhumla. Fra dens yver strømmede fire mælkefloder, og fra mælken fik Ymer sin næring.
Koen slikkede på de salte sten i dalen, og i en af stenene var der "indstøbt" en mand. En skønne dag havde koen slikket så meget bort af denne sten, at manden kom frem. Han havde menneskeskikkelse, var stor og smuk og fik navnet Bure. Han fik senere en søn der kom til at hedde Borr.
Borr, der altså på en måde nedstammede fra koen Audhumla, blev gift med Bestla, der nedstammede fra Ymer - og altså var en jættekvinde. De fik tre sønner, nemlig de senere så berømte guder Odin, Vile og Ve. Disse tre nedstammer altså både fra Ymer og Audhumla, og den gudeslægt, de blev stamfædre til, hed aserne.
Imidlertid dræbte de tre Ymer. Da Ymer blev dræbt, druknede næsten alle jættebørnene (rimturserne) i blodstrømmen. Men Bergelmer og hans kone overlevede, og fra dem nedstammer den nye slægt af rimturser (jætter).
Selv efter sin død fødte Ymer efterkommere. Da man havde lavet det faste land af hans kød, opdagede guderne nemlig, at der var gået maddiker i jorden (kødet). De tog da disse små orm fra jorden, og af dem skabtes dværgene, som derfor fik bolig inde i bjerge og sten og dybt nede i jorden. Dværgene fik menneskeskikkelse (i lille format) og menneskeforstand.
I fortællingerne om de gamle guder optræder der imidlertid en del, som ikke hører til asernes slægt. Det kan forklares ved, at mennesker længe før vikingetiden har haft andre religioner. Det var andre folk, der boede i landet på den tid, og de har troet på andre ting og andre guder, og nogle af disse guder har "overlevet" og er blevet optaget i asernes verden.
En af de gamle gudeslægter hed vanerne, og der findes en beretning, der fortæller, at aserne og vanerne engang kom i kamp. Da de var lige stærke, enedes de om at slutte fred, og nogle af guderne flyttede over i den anden lejr. F.eks. er guderne Njord og Frej, af vanernes slægt. Også guder af alfernes slægt, som er meget gammel, blev optaget blandt aserne.
Den jord, Odin, Vile og Ve skabte, var rund. Uden om lå havet, og på grænsen - i Jotunheim - fik jætterne lov til at bo. Inde midt i landet byggede man af Ymers øjenvipper den befæstede borg Midgård, som menneskene skulle have, så de kunne være i fred for jætterne. Og på sletten Idavold anlagde man Asgård, som skulle være gudernes hjemsted - og altså "himlen". Der byggede man den strålende bygning Gladsheim som centrum. Den var beregnet til guderne. Til asynjerne byggede man Vingolf. Til einherjerne byggede man den mægtige Valhal, hvor de dræbte krigere af menneskenes slægt kunne leve videre efter den jordiske død. Og i Asgård voksede det helligste i verden - asketræet Yggdrasil, hvis top nåede himlen, og hvis grene kunne skygge over hele Jorden.
At Yggdrasils top nåede op i himlen, skønt træet voksede i himlen, havde den forklaring, at der fandtes "en øverste himmel", hvor tingene var endnu bedre end i gudernes "almindelige" himmel. I denne "øverste himmel", blev der bygget en hal, som var universets skønneste sted. Hallen var bygget af det reneste guld, og den skinnede klarere end selve solen. Den hed Gimle, og skulle stå, når alt andet var sunket sammen efter Ragnarok.
Vikingerne opfattede guderne som værende meget menneskelige. Deres udseende var som menneskenes, de spiste, drak, elskede og klædte sig som mennesker. I deres sprog og adfærd var de som mennesker. Jætterne, dværgene, alferne og de andre væsner var derimod anderledes.
Jætten Narfes datter hed Nat. Hun var sorthåret og mørk i huden, og hun blev sat til at trække mørket rundt, mens hendes søn, Dag, der var lyshåret efter sin far, blev sat til at trække lyset.
Som trækdyr fik Nat hesten Rimfaxe, mens Dag kørte med Skinfaxe. Først da Nat og Dag var begyndt at køre, begyndte man at skelne døgnets timer og årstiderne.
Til sidst tog guderne Ymers hjerne og smed den højt op i luften. Der tog den form og blev til alle sorte, tunge skyer.
Mellem gudernes himmel Asgård, og menneskenes og jætternes verden byggede man broen Bifrost - det var den, som vi den dag i dag kalder regnbuen.
En spåkvinde - en vølve - af jætteslægt sad alene og tænkte, da en gammel mand kom til hende. Han lod, som om han var en tilfældig, fattig mand, men hun kendte ham med det samme, fordi han kun havde et øje. Det var Odin - den store gud. Han trak en halskæde og en ring frem fra sin kofte og spurgte, om hun ville tage disse ting i betaling for at fortælle ham, hvordan fremtiden ville blive.
Kvinden tog imod tingene og lod blikket glide ud over verden og tiden og så alt fra skabelsen til undergangen, og hun fortalte Odin - det hele.
Ragnarok skulle begynde med Fimbulvinteren - den ville vare i tre år. Sneen ville vælte ned, og kulden binde alt, voldsomme storme ville rase, solen skulle ikke komme frem en eneste gang, og himlens stjerner ville blive usynlige. Hele Jorden ville skælve, bjerge styrte sammen og træer blive rykket op med rod. Havet ville gå over sine breder, fordi Midgårdsormen, gik op på land. Fernisulven skulle rive sig løs og fare frem med overkæben mod himlen og underkæben slæbende hen af jorden.
Så måtte guderne og jætterne stille til kamp. Det gode og det onde skulle komme til at stå over for hinanden på sletten Vigrid.
Vølven så, at Surt kom stormende frem med sit folk "Muspelsønnerne", fra ildens land, og Bifrost styrtede sammen, da de red over den. Loke kom nordfra sejlende i skibet Naglfare sammen med Hels folk.
På dette farlige tidspunkt skulle Heimdal rejse sig og blæse i Gjallarhorn, så det kunne høres over hele verden. Guderne måtte samles for at rådslå, og Odin måtte søge råd hos den kloge Mimers velbevarede hoved (vanerne havde halshugget ham). Derpå ville guder og einherjer gøre sig klar til at gå mod de fremstormende fjender, som de skulle møde på sletten. Forrest skulle Odin ride sammen med Thor.
Fenrisulven ville æde Solen, og derpå Odin. Thor skulle dræbe Midgårdsormen. Imidlertid skulle han lidt efter dø af dens giftige bid. Frej ville blive dræbt af Surt. Tyr og hunden Garm skulle komme i kamp og begge dø. Vidar, med den hårde fod, skulle træde i Fenrisulvens frådende gab og dræbe uhyret med sit sværd. Således skulle han hævne sin far, Odin. Loke og Heimdal ville kæmpe mod hinanden, og begge skulle dø.
Til sidst skulle Surt udslynge så meget ild, at det meste af verden ville brænde op. Krigen ville dermed være forbi, og de fleste guder, jætter og mennesker ville være døde.
Der var lyst i det nye land, for før Fenrisulven åd Solen, havde denne født en datter, som overtog moderens "arbejde".
Også nogle guder overlevede. Vidar og Vale kom tilbage, og Thors sønner Magni og Modi, kom med hammeren Mjølner. Balder og Høder, som havde været i Hel, kom tilbage og mødtes med de øvrige på Idasletten, hvor Asgård tidligere havde ligget.
Der var også nogle forbrydere - mordere, løgnere og tyve - der overlevede Ragnarok. De kom til at bo i en uhyggelig bygning, der var lavet af slangerygge, og hvor der dryppede giftdråber ned gennem taget. De værste kunne dog risikere at ende ved kilden Hvergelmer. Der kom dragen Nidhug til at herske, for den havde også overlevet.
Selv om nogle guder overlevede Ragnarok, var deres tid som herskere dog endeligt forbi.