Da der blev holdt et stort gilde hos havguden Ægir, fortaltes det senere, at der havde været aser og alfer til stede. Guderne Njord og Frej og gudinden Freja var der imidlertid også - og de var af vanernes slægt!
For det nyfødte barn var det lykke, hvis den norne, der kom ved dets fødsel, var af "lysalfernes" familie. Så ville skæbnen blive god.
Aserne boede i borgen Asgård, og herfra styrede de verden. De stod på god fod med vanerne, men lå i evig krig med jætterne. Asernes øverste gud var Odin, og hans kone Frigg var den fornemste af gudinderne (asynjerne). Af andre aseguder kan nævnes: Thor, Njord (som boede i Asgård og regnedes til aserne, skønt han var af vanernes slægt), Frej (som var Njords søn), Heimdal, Vidar, Brage, Tyr, Høder, Hermod, Vale, Høner (som flyttede til vanerne), Uller og Forsæde. Dertil kom Loke, der boede hos aserne, men var af jætteslægt.
Den kvinde, der blev skabt ved samme lejlighed, kom til at hedde Embla.
Til asynjerne regnedes også jættekvinden Skade, der var gift med Njord, Sigyn, der var gift med Loke, og Rind, der fik sønnen Vale sammen med Odin.
Selve navnet Balder betyder "herre", men der findes ingen beretninger om, at han har optrådt som en sådan. Han er stort set kun kendt, fordi man har et par beretninger om, hvordan han døde.
Da Balder om natten drømte, at det ville gå ham dårligt, gik hans mor Frigg rundt til alle ting i verden for at få dem til at sværge på, at de ikke ville gøre ham ondt. Da guderne nu vidste, at der ikke kunne ske Balder noget, brugte de ham som målskive ved de daglige skydekonkurrencer. Han var usårlig og alle morede sig.
Men Frigg havde undladt at afkræve en ed fra den ubetydelige mistelten, der voksede lige ved siden af Valhal. Det fandt den onde Loke ud af, og måske var det ham, der lavede en pilespids af misteltenens kvist og derpå gik hen til den blinde Høder og fik ham til at skyde pilen af - der findes forskellige beretninger.
Balder blev imidlertid ramt af pilen fra Høders bue og faldt død om. Siden sagde man, at det var den største ulykke, der har ramt guder og mennesker.
Guderne skulle nu brænde Balders lig og anbragte det på hans eget skib, som var det største i verden. Da Nanna så det, faldt hun død om, og sammen med Balders aflivede hest blev hun også lagt ud på skibet, som derefter blev skubbet fra land og stukket i brand, som skik var. Alle både guder, valkyrier, rimturser, riser og dværge kom til ligfærden, og Odin lagde sin guldring Draupner ud på skibet som gave til den døde.
Alle græd, men Frigg bad gudernes sendebud, der hed Hermod (en af Odins sønner) om på Odins hest Sleipner at ride til dødsriget for at købe Balder fri. Hermod red i ni nætter og ni dage og nåede dødsriget, hvor Balder sad ved højbordet.
Hermod forhandlede nu med dødsrigets herskerinde Hel, og hun lovede Balder fri, hvis alle i hele verden ville græde over ham. Da Hermod igen red fra dødsriget, gav Balder ham Odins guldring med tilbage.
Men Loke (som på det tidspunkt havde forvandlet sig og kaldte sig Tøkk) ville ikke græde, og derfor måtte Balder blive i dødsriget.
Bifrost kunne ses af alle i verden - det var nemlig regnbuen.
Denne bro var meget stærk og ville først styrtet sammen ved verdens undergang. Den røde stribe i regnbuen var ild, som skræmte jætterne fra at løbe op i himlen. Ved foden af Bifrost - på den himmelske side - Sad gudernes vægter, Heimdal, og holdt vagt så ingen riser turde forsøge at gå over.
I Bjovulf-kvadet fortælles om de gamle nordiske helte.
Han var søn af Bure og barnebarn af koen Audhumla - gudernes stammoder. Borr blev gift med jættepigen Bestla, og de fik sammen de tre store guder Odin, Ve og Vile. Han var klog og meget veltalende. Han var en fremragende fortæller og digtekunstens gud. I vikingetiden må man også have opfattet ham som stærk og tapper, idet man - i forbindelse med en skål for Brage - lovede at gøre sit bedste i en forestående kamp.
Gudinden ville gerne købe halskæden, men dværgene ville ikke sælge den for hverken sølv eller guld, men da hun var umådelig smuk og dejlig, ville de give hende kæden, hvis hun ville sove med dem om natten. Freja, som selv holdt af kærlighed - hun var Odin nære veninde - gik ind på forslaget. Da hun havde sovet fire nætter hos de fire dværge, gik hun hjem med Brisingamen.
Da Odin hørte, hvordan Freja havde skaffet sig halskæden, blev han gal og fik Loke til at stjæle den. Freja blev dog lige så gal over tyveriet, og det endte med, at hun fik sin halskæde tilbage.
Koen Audhumla slikkede så længe på en sten, at der fremstod en smuk mand, som blev kaldt Bure. Hans søn Borr, der blev gift med en jættekvinde, blev stamfader til guderne og asernes slægt. Man kunne dog også buge benævnelsen "disse" om en almindelig kvinde, og da i en positiv betydning.
Der findes "Den Ældre Edda", som indeholder en række digterværker, der er samlet af den islandske høvding Sæmund Sigfusson (1056-1133). Digtene stammer nok fra slutningen af 600-tallet og bygger på endnu ældre kvad (digte). I "Den Ældre Edda" findes bl.a. "Vølvens Spådom" og andre digte, der handler om de gamle nordiske guder og menneskelige helte.
"Den Yngre Edda" er skrevet af den islandske historiker Snorre Sturlesøn (1178-1241) og er i prosaform. Snorre Sturlesøn (eller Sturlasson) skrev sin Edda som en håndbog for skjalde, og han benyttede bl.a. tekster fra den "Den Ældre Edda".
Snorres værk er en "Edda", mens Sæmunds værk har fået sit navn ved en misforståelse. I ældre tid mente man nemlig at "Edda" betød "oldemor", og navnet skulle så symbolisere, at det var de gamle slægters fortællinger, der var nedskrevet.
De islandske håndskrifter - og der findes meget andet end Eddaerne - blev for en stor dels vedkommende samlet i København (bl.a. af Frederik d. 3.) Der lå de i Det Kongelige Bibliotek og i Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling indtil begyndelsen af 1970'erne, hvor de blev overdraget til Island.
Disse dræbte krigere blev kaldt einherjer, der betyder "enekæmpere". Når de kom til Valhal, tog de deres krigsudstyr og begyndte at kæmpe indbyrdes - det var deres tidsfordriv. Ingen døde i disse tvekampe (de var jo døde i forvejen), og når der kaldtes til måltiderne inde i hallen, smed de udstyret og satte sig til bordet. Da kom valkyrierne og serverede flæskesteg med Mjød eller øl - alt det, man ønskede. Og einherjerne ønskede meget - de blev altid døddrukne.
Frej var meget smuk og gud for solskin og regnvejr og frugtbarhed i almindelighed. Han havde dermed afgørende betydning for jordens afgrøder.
Frej blev en gang så forelsket i den smukke jættepige Gerd, at han måtte give sit sværd for at få hende. Siden den dag havde Frej intet våben, og det kostede ham livet, da Ragnarok kom, og han skulle kæmpe mod ildguden Surt.
Frejs hjemsted var Alfsheim, hvor han boede herskede over alle de kloge alfer - både lysalferne og svartalferne. Dette kunne tyde på, at alfernes gudeslægt og vanernes var knyttet tæt sammen, eller oprindelig har været samme slægt.
Frej kørte i en vogn, som blev trukket af galten Gyldenbørste, som dværgen Brok havde foræret ham. Denne gris kunne løbe over havet og gennem luften nat og dag - hurtigere end nogen hest. Den skinnede så kraftigt, at nat blev til dag, hvor den kom frem.
Dværgen forærede også Frej det mærkelige skib Skibladner, der var så stort, at det kunne rumme alle guderne på en gang. Hvor det sejlede, ville det altid få medvind, og det kunne foldes sammen, så det kunne være i en pung, hvis det var nyttigt.
Freja boede på gården Folkvang, som havde plads til mange personer, og når hun var på rejse, brugte hun en vogn, der blev trukket af to katte.
Hun var elskovens gudinde, holdt meget af kærlighedssange og var så smuk, at bl.a. Odin faldt for hende.
Freja blev gift med Od, og da han rejste bort, græd hun af sorg. Hendes tårer bestod af rent guld, og derfor kalder vi i dag guld for "Frejas tårer".
Frigg boede i den store gård Fensale, og dertil kom andre for at få gode råd, for Frigg kunne se ind i fremtiden, selv om hun som oftest ikke ønskede at virke som vølve.
Sammen med Odin havde hun sønnerne Thor, Balder, Heimdal, Høder, Brage og Ægir.
Gefion rejste derpå til Jotunheim, hvor hun snart fik fire sønner sammen med en jætte. Hun forvandlede sønnerne til fire okser og drog igen til Sverige. Så spændte hun okse-sønnerne for ploven, og det stykke, hun pløjede om, trak de ud af Sverige. Det er der, søen Vænern nu ligger. På vej tilbage til Fyn, tabte hun imidlertid hele jordstykket, og det faldt ned i havet mellem Fyn og Sverige. Det ligger der stadig - det er Sjælland.
Heimdal havde ni mødre, som var søstre, og han var en stor, klog og hellig mand, der sad ved broen Bifrost (regnbuen) og vogtede gudernes verden mod jætterne. Hans hjem var Himmelbjerg, hans tænder var af rent guld, og hans hest hed Guldtop. Han sov næsten aldrig, og hans hørelse var så god, at han kunne høre græsset gro og ulden vokse ud på fårene. Han kunne se lige så godt om natten, som om dagen.
Heimdal havde en lur, der hed Gjallarhorn, og når han blæste i den, kunne lyden høres over hele verden. Ved at blæse i luren skulle Heimdal ved Ragnarok kalde guderne sammen, så de kunne gå mod fjenden. Selv skulle han komme til at kæmpe mod Loke, og de to ville dræbe hinanden.
Odin var gift med den mægtigste af asynjerne, Frigg, og med hende havde han sønnerne Thor, Balder, Heimdal, Brage, Ægir og Høder, og med jættekvinden Rind fik han sønnerne Vidar og Vale.
På vikingernes tid, havde folk i hele Nordeuropa den samme tro som danskerne. I Sverige, Norge og Island har man nok brugt samme navne, mens de ændres, når man kom længere væk. I det sydlige Tyskland, hed Odin således Wodan - men det var den samme gud.
De forskellige guder havde deres specielle områder at herske over. Menneskene kunne derfor påkalde netop den gud, der var brug for i en bestemt situation.
Men Odin var mere end de andre. Han beherskede alt. Han vidste alt, og ham kunne man påkalde i alle sammenhænge. Han var digternes gud, og han var krigens, sejrens, men også dødens gud. Krigere, der faldt i kamp, tilhørte ham og blev af valkyrierne bragt til Valhal, hvor Odin havde sit højsæde. Det må dog bemærkes, at når Odins nære veninde, Freja, var med på kamppladsen, tilhørte halvdelen af de faldne hende.
Odin havde alle de magiske evner, som kun en almægtig gud kan have. Han kunne forvandle sig til hvad som helst. Når han af og til rejste fra Asgård til menneskene for at se, hvad der foregik, forklædte han sig ofte som en gammel fattig mand. Han havde engang - for at få sin store visdom - pantsat sit ene øje til Mimer, så for ikke at blive genkendt måtte han dække noget af ansigtet med sin hue og sit lange, grå hår. Så kaldte han sig selv for "Gråskæg".
Til andre tider kunne han optræde som en ørn og flyve gennem luften.
Odin lavede mirakler, hvis han havde brug for det. Han kunne f.eks. få døde til at tale, det oprørske hav til at blive blikstille, stormen til at lægge sig eller gøre en kriger usårlig på kamppladsen.
Odin ejede nogle kostbarheder, nemlig spyddet Gungner, hesten Sleipner og guldringen Draupner. Desuden havde han altid en ravn på hver skulder - det var Hugin og Munin, og når han sad i højsædet, Lidskjalv, lå hans to ulve Gere og Freke altid ved hans fødder.
Når de andre guder og alle einherjerne åd og drak i Valhal, sad Odin roligt og så på. Han spiste aldrig. Den flæskesteg, valkyrierne satte for ham, gav han straks til sine to ulve. Han drak heller ikke øl og mjød, som de andre, men hvidvin. Men den største af alle guder, skulle ikke komme til at overleve Ragnarok. Når verdens undergang kom, skulle Odin blive dræbt af Fenrisulven.
Thors område hed Trudvang, og der lå hans hus Bilskirner med de 540 etager - måske verdens største hus.
Thor ejede en vogn, som blev trukket af to gedebukke Tandgnost og Tandgrisner. Når han kørte (agede) hen over himlen, trampede bukkene og vognen rumlede. Bjergene rystede, og himlen stod i luer - det var (og er den dag i dag) tordenvejret. Derfor kaldtes Thor også for "ildkøreren".
Thor ejede også hammeren Mjølner, som han brugte flittigt, når han lå i krig med jætterne, som var hans værste fjender. Desuden havde han "styrkebæltet" Megingjord. Når han spændte det om sig, voksede hans kræfter til det dobbelte. Han havde også et par jernvanter, som altid blev brugt, når han skulle slå med hammeren.
Thor var den stærkeste af alle guder og næst efter Odin den mest kendte. Han havde et vildt rødt hår og skæg, og når han kom rumlende i sin vogn, havde styrkebæltet og vanterne på, og svingede Mjølner, trak selv de største jætter sig tilbage - Thor var deres værste fjende, han og jætterne udkæmpede mange kampe.
Selv om Thor var stærk og frygtet, var han ikke så udspekuleret som mange jætter og slet ikke så klog som de klogeste af guderne. Derfor blev han også tit drillet og narret og dermed gjort til grin.
Thor og tjeneren Tjalfe rejste meget, og ofte i selskab med Loke.
Thor var gud for vejret og markens afgrøder, og da han også nedkæmpede jætter, var han blandt vikingetidens mennesker den mest populære af alle guderne. Mange opkaldte deres børn efter ham, og vi kender den dag i dag navne som Thor, Thora, Thormod og Thorleif.
I gamle dage måtte kvinderne ikke spinde om torsdag aften, som var hellig.
Thors hammer Mjølner, var folks hellige tegn, og det havde en tid samme betydning som kristendommens kors. På samme måde som Thor gik med den rigtige Mjølner, gik mange mennesker med en lille model af hammeren i en kæde om halsen. Det er igen på mode, og man kan i mange guldsmedeforretninger købe smykker formet som Mjølner.
Selv om vi ikke kender så meget til Tyr, regnes han for lige så betydningsfuld som Odin og Thor, og den dag i dag findes der en del stednavne som henviser til ham f.eks.: Tisvilde og Tislund.
Fra fortællingerne kender vi Tyr for hans indsats, da guderne ville lænke den uhyggelige Fenrisulv. Denne "jætte" i dyreskikkelse regnede aserne for så farlig, at de ikke ville lade den gå frit omkring, da det var spået, at den skulle volde ulykke. Dyret lod sig villigt binde, for det kunne nemt sprænge de bånd, guderne brugte.
Efter flere forsøg sendte Odin bud efter dværgene og bad dem smede en lænke, der var stærk nok. Fenrisulven anede nu uråd og ville kun lade sig binde, hvis en af guderne lagde sin hånd ind i dens gab. Guderne holdt sig tilbage, men så trådte Tyr frem og lagde sin højre arm ind mellem ulvens kæber. Nu blev dyret lænket, og det begyndte at arbejde for at komme fri. Lænkerne holdt, og guderne lo. Nu havde de endelig sikret sig. Men Tyr lo ikke. Da ulven indså, at den ikke kunne komme fri, bed den nemlig til, og Tyr mistede sin højre hånd.
Ved Ragnarok kom Tyr i kamp med den forfærdelige hund Garm (som måske var Fenrisulven), og de dræbte hinanden.
Navnet betyder på oldnordisk "vilje" eller "sjæl". Guden Vile var søn af Borr, der var søn af Bure - den mand, som koen Audhumla fremslikkede af en sten ved verdens skabelse. Vile var broder til Odin og Ve, og disse tre brødre skabte menneskene af to træstammer, de fandt på stranden. Landvætterne havde stor betydning, idet det var dem, der bevogtede selve landet. Man måtte passe på ikke at forskrække eller fornærme dem. Der fandtes også bjergvætter, og i mange gårde havde man desuden sine "private" vætter, som man måtte behandle ordentlig bl.a. ved at give dem mad.
Vætterne havde ikke noget bestemt udseende. Nogle var store, andre små, men alle var af betydning. Hvis det blev nødvendigt, samarbejdede de med større væsner som jætterne.
Til vætterne hørte f.eks. trolde, dværge, elverpiger, alfer og - for at nævne noget, som vi kender den dag i dag - nisser. De sidstnævnte har man først fået "kontakt" med efter vikingetiden, men til gengæld hørte jætterne oprindelig til vætternes store gruppe.
Selv Odin søgte råd hos en vølve. Før Balders død drog Odin til et sted i nærheden af dødsriget, hvor han viste, at en kendt, afdød vølve lå begravet. Med besvær fik han vækket hende i den kolde grav, og nølende forudsagde hun, hvordan det ville gå med Balder og tiden derefter.
Ydun var gift med guden Brage og boede i Asgård. Hun var meget betydningsfuld, fordi hun havde nogle specielle æbler i sit skrin. Når guderne blev gamle, skulle de blot bide i et af Yduns æbler for igen at blive unge og stærke. Engang lev Ydun bortført af jætten Tjasse, og guderne blev snart gamle og grå, fordi de ikke havde hendes æbler.
Fordi Loke havde haft noget at gøre med bortførelsen, blev han nu beordret til at skaffe pigen tilbage.
Loke forvandlede sig derfor til en falk og fløj til Jotunheim, hvor han fandt Ydun alene hjemme i Tjasses gård Trymheim. Loke forvandlede hurtigt Ydun til en lille nød og fløj hende - tæt forfulgt af Tjasse - tilbage til Asgård.
Yggdrasil havde tre rødder. Den ene voksede ind under Asgård, hvor guderne boede, og frem under den rod sprang kilden, som hed Urdar-brønden (eller Urds Brønd). Ved den kilde (eller brønd) samledes guderne hver dag for at rådslå, og de tre norner boede i en sal ved siden af. Hver dag tog nornerne vand fra brønden og overrislede træet.
Den anden rod voksede ind under Jotunheim, hvor rimturserne (jætterne) boede. Der, hvor denne rod udgik fra træet, fandtes den kilde, der hed Mimers Brønd. Det var visdommens brønd, og jætten Mimer, der ejede brønden, sad ved den og gav gode råd, når guderne havde brug for det. Mimer var verdens klogeste mand, fordi han hver morgen af Gjallarhornet - det horn, guden Heimdal skulle bruge, når Ragnarok kom - drak vand fra brønden.
Den tredje rod voksede ind over (ikke under) dødsriget Hel i Niflheim, og her var kilden Hvergelmer. Det var fra den vandet kom, da verden blev skabt. Kildevandet løb dengang ned i dalen Ginnungagap, hvor det mødtes med varmen fra syd, og på det sted skabtes verdens første levende væsener - Ymer og Audhumla.
Der var mange beboere i verdenstræet. I toppen sad en klog ørn, og mellem dens øjne sad en høg. Under træet levede dragen Nidhug, som gnavede i roden. Rundt om på grenen løb hjorten Eikthyrner, som åd af de nye skud, og egernet Ratatask løb med sladder for at skabe splid mellem ørnen og Nidhug.
Trods dyrenes ødelæggelser, voksede Yggdrasil og var frisk, og den dug, der hver morgen dryppede fra bladene, kaldtes "honningregn", og var biernes føde.
Engang, da aserne havde været på jagt, ville de holde et gilde. Thor bestemt, at havets gud - jætten Ægir - skulle være vært. Ægir (der også kaldtes Gymer) forlangte, at Thor først skulle skaffe så stort et kar, at der kunne brygges rigeligt med øl til alle guderne. Thor og Tyr skaffede da et mægtigt kar, og efter at øllet var brygget, blev der holdt et stort og flot gilde, hvor de almindelige levende lys var udskiftet med selvlysende, rent guld, og hvor kanderne med øl serverede sig selv. Alle de betydeligste guder og gudinder deltog. Thor kunne desværre ikke komme med, da han var ude på en lang rejse. Loke var også med, og han fornærmede alle. Der var ikke den af guderne, der ikke blev hånet af ham. Selv Odin kom han i voldsomt skænderi med. Efter gildet hos Ægir var guderne blevet så rasende på Loke, at de fangede ham og bandt ham så fast, at han måtte blive liggende fastspændt til Ragnarok.