Da Thor så, hvad Loke havde gjort, blev han rasende. Sifs hår ville naturligvis vokse ud igen, men Loke skulle ikke slippe for straf. Thor fangede ham og forlangte, at han skulle skaffe Sif et hovedhår, som var lavet af rent guld. Håret skulle være så tyndt og bøjeligt som et almindeligt hår.
Loke blev nødt til at gå ind på Thors krav, ellers ville han blive dræbt. Selv om Loke kunne forvandle sig, flyve gennem luften og lave megen trolddom, kunne han dog ikke fremstille et guldhår. Han gik derfor til dværgene i deres klippehule. Han traf de to brødre Brok og Sindre, der var smede som alle andre dværge.
Sindre var den dygtigste, og han sagde, at han sagtens kunne lave et guldhår til Sif. Det gjorde han så, og desuden lavede han et meget mærkeligt skib og et godt spyd. Bagefter påstod dværgene, at de kunne lave andre, lige så gode ting, men det troede Loke ikke på. Han væddede endda med dem og sagde, at hvis han tabte, måtte dværgene få hans hoved. De blev enige om, at guderne i Asgård skulle afgøre, hvem der vandt væddemålet.
Dværgene gik ind i smedjen, hvor Brok begyndte at trække i blæsebælgen, så der kunne komme varme i essen.
Sindre lagde derpå et svineskind ind i gløderne og gik et øjeblik udenfor. Mens Brok arbejdede med bælgen, kom der en flue og bed ham på hånden, og da Sindre lidt efter kom ind for at tage svineskindet ud, var det blevet til en gris. Den havde børster af rent guld og ikke almindelige svinebørster.
"Du skal fortsætte med at blæse luft på gløderne, og du må ikke holde pause - så er det hele spildt," sagde Sindre og lagde derpå noget rent guld ind i essen. Så gik han igen ud for at få frisk luft, mens Brok måtte blive i den varme smedje.
Nu kom fluen tilbage og bed Brok på halsen - denne gang meget kraftigere, man selv om det gjorde ondt, arbejdede dværgen videre med blæsebælgen, som Sindre havde sagt.
Sindre kom ind, og da han trak guldet ud af gløderne, var det blevet til en tung fingerring. Dværgene kikkede lidt på den og nikkede. "Den skal hedde Draupner, for den skal komme til at dryppe," sagde Sindre og lagde derpå et stykke jern i essen.
Da han igen var gået, kom fluen og bed Brok for tredje gang, og det lige i øjenlågene. Blodet begyndte at løbe, og da dværgen ikke længere kunne se, slap han et øjeblik blæsebælgen for at tørre blod og flue væk.
Sindre kom tilbage og rystede opgivende på hovedet. "Du har sluppet blæsebælgen! Så er det hele ødelagt," sagde han, men tog alligevel jernet ud af gløderne. De så da, at det havde taget form som en hammer.
"Den har sandelig fået et noget kort skaft," brummede Brok. "Det er din skyld. Du måtte jo ikke holde pause. Men det er der ikke noget at gøre ved nu. Tag hammeren, ringen og den gyldne gris og gå til Asgård. Hvis guderne godkender vore ting, har Loke tabt væddemålet," svarede den dygtige smed, og Brok tog tingene og gik til Asgård.
I Asgård satte de tre store guder Odin, Thor og Frej sig i dommersæderne ved Yggdrasil for at afgøre Lokes og dværgenes væddemål.
Mens Brok så til, bar Loke tingene frem for guderne. Han var spændt på afgørelsen, for han havde jo væddet sit eget hoved. Først bar han spyddet frem for Odin. Så gav han Tor guldhåret, som skulle sættes på Sifs hoved, og til sidst fik Frej skibet.
"Spyddet er verdens bedste. Det går gennem alt, uden at standse. Og guldhåret vil vokse fast på Sifs hoved i samme øjeblik, det bliver sat på. Skibet kan altid bruges - også når det er vindstille. Blæsten vil altid komme og tage fat i sejlet. Og så er det jo så stort, at alle guderne kan være i det på en gang, sammen med al deres udrustning. Når skibet ikke skal bruges, kan det det foldes sammen, så det ikke fylder mere, end at man kan have det i sin pung," sagde Loke, mens guderne så på de tre ting.
Efter at have undersøgt tingene grundigt, blev det afgjort, at spyddet skulle hedde Gungner og skibet Skidbladner.
"Det var de første tre ting!! Må vi så se, hvad I ellers har lavet," sagde Odin, og Brok trådte frem med ringen til guden.
"Denne guldring hedder Draupner, fordi der hver niende nat vil dryppe otte nye ringe fra den," sagde han og gik tilbage, mens Odin interesseret betragtede den smukke, tunge ring.
"Så hentede Brok grisen med guldbørsterne og fortalte, at den kunne svømme i havet eller flyve hen over himlen - og det hurtigere, end nogen hest. Desuden ville det altid lyse så meget fra den, at selv den sorteste nat i dødsriget ville blive oplyst. Derpå gav han grisen til Frej, idet han sagde, at dens navn var Gyldenbørste.
Til sidst gik Brok hen til Thor og gav ham jernhammeren.
"Den hammer - som jeg har givet navnet Mjølner - er så stærk, at den aldrig kan gå i stykker. Du kan kaste den, hvorhen du vil, og den vil ramme sit mål. Desuden kommer den altid tilbage. Hvis du bliver træt af at bære på den, kan du gøre den så lille, at den kan hænge i en kæde om din hals - som et smykke. Der skete et lille uheld med blæsebælgen, så skaftet blev noget kort, men det er der ikke noget at gøre ved." Brok trak sig tilbage og ærgrede sig lidt over, at broderen havde sluppet blæsebælgen et øjeblik.
Odin, Thor og Frej undersøgte derpå alle tingene grundigt, og de kom til det resultat, at hammeren Mjølner var den bedste ting.
"Skibet er udmærket, og ringen er flot, men Mjølner kan blive vort bedste våben mod jætterne. Derfor er den hammer mere værd end guld, selv om den har et kort skaft," sagde Odin, og Loke blev straks klar over, at han havde tabt væddemålet, og at dværgene nu havde ret til at hugge hovedet af ham.
"Vi kan vel handle om det. Hvad skal jeg betale for at beholde mit hoved?" spurgte Loke.
"Jeg vil ikke lade dig beholde hovedet, lige meget hvad du tilbyder," svarede Brok.
Så trak Loke hurtigt sine mærkelige sko på. Med dem kunne han løbe over vandet og gennem luften, og snart var han stukket af.
Brok blev gal og bad Thor om at fange Loke. Thor smilede, og lidt efter var Loke hentet tilbage. Brok fik dog ikke Lokes hoved hugget af, fordi Loke påstod, at dværgen kun havde krav på hovedet - ikke nakken. Derfor måtte denne ikke beskadiges.
Det viste sig, at gudernes afgørelse var rigtig. Thor havde altid Mjølner med i kamp, den blev hans bedste våben, og alle verdens jætter frygtede den.