Myten om Thors brudefærd
En dag Thor vågnede opdagede han, at Mjølner var forsvundet. Han blev selvfølgelig meget urolig over det, for han vidste, uden den kunne guderne ikke klare sig mod jætterne. Han vækkede straks Loke og aftalte med ham, at de måtte ud og lede efter den. Da Sif fandt en ring med inskriptionen Thrym, blev de klar over, hvem synderen var.

Loke lånte Frejas fjederham og blev sendt til Jotunheim, for at tale med Thrym. Thrym erkendte straks, at han havde hammeren, og forlangte dernæst, at få Freja til kone, hvis guderne ville have hammeren tilbage. Loke måtte så flyve tilbage til Asgård med den besked. Guderne drøftede svaret lidt og blev så enige om at gå i samlet trop til Freja, for at overtale hende til at gifte sig med Thrym, men det ville Freja ikke gå med til. Balder foreslog da, at Freja bare kunne lade som om hun ville giftes med Thrym, rejse over til ham, finde hammeren, og flyve hjem igen så snart hun havde den.

Da Thor hørte, at et kvindfolk skulle skaffe ham hammeren tilbage, bestemte han sig for at klare det selv. Loke og Røskva blev derpå klædt ud som brudepiger og Thor blev klædt ud som Freja med brudekjole på og et slør, der dækkede ansigtet så godt det nu kunne lade sig gøre. Da de skulle til at køre af sted i Thors vogn, opdagede de, at der ingen mænd var til stede der kunne køre vognen, de var jo begge to klædt ud som kvinder, og så må Tjalfe med som kusk. Første nat overnattede de hos Udgårdsloke, hvor de også fik noget at spise og drikke, og alle undrer sig over, hvor meget mjød "Freja" drak. Loke forklarer det med, at hun var nervøs for brylluppet. Da en af jætterne i kådhed nappede "Freja" i enden, fik han en over nakken han ikke glemte lige med det samme.

Næste dag fortsatte selskabet til Thryms gård. På vejen sluttede andre bryllupsgæster sig til selskabet. Da de nåede frem fik de at vide, at brylluppet først skulle være om aftenen, så de gik lidt omkring og snusede. Nogle af jætterne genkendte Thor på trods af forklædningen. Dem talte Loke med og antydede, at de faktisk alle havde et udestående med Thrym, og spurgte, om det ikke kunne være sjovt, at give ham en lærestreg og det var jætterne enige i. Thor og Loke fortsatte derpå med at snuse rundt, og Loke opdagede skattekammeret, hvor Thrym plejede at bade i alle sine penge. Thor gik det anderledes. Han opdagedes af nogle af Thryms tjenere, som tog ham med ud i køkkenet og satte ham til at vaske op. Da han og de øvrige skulle have deres løn for arbejdet, fik Thor mindre end de andre, fordi han skulle være kone i huset, og det blev han godt sur over og blev derved genkendt af Thryms søster, som skyndte sig ud for at fortælle Thrym det, men Thrym var nervøs for brylluppet, og havde låst sig inde i sit skatkammer. Samtidig fandt Røskva Mjølner i det hemmelige skatkammer i kælderen og skyndte sig op for at fortælle det til Thor, men præcis samtidig kom Thryms tjenere og hentede bruden til brylluppet.

Festen startede med en stor spisning. Thor spiste en hel okse, otte fisk og al den kage, som kvinderne skulle have haft. Thrym var meget forbavset over brudens appetit, men Loke fortalte at bruden ikke havde spist i otte dage, fordi hun sådan længtes efter at blive gift. Thrym blev glad og bøjede sig frem og løftede sløret for at kysse det han troede var Freja. Thor sendte ham et vredt blik og Thrym trak forskrækket hovedet til sig. Den snedig Loke skyndte sig at sige til Thrym at Freja ikke havde sovet i otte dage, sådan længtes hun efter ham.

Der blev holdt taler og da alle havde talt, deklarerer Thrym, at han nu vil sende bud efter sin dyrebareste skat for at skænke den til sin kone i bryllupsgave. Hans søster forsøgte igen at advare ham, men forgæves. Hammeren blev båret ind og lagt i Thors skød, og han var ikke sen til at gribe den og slå Thrym for panden og derpå fik resten af hans familie samme tur, og herpå skyndte de sig alle tilbage til Asgård.