Odin var den mest betydningsfulde af alle guderne. Han var søn af Borr, der var søn af Bure, som var det første menneske, der nedstammede fra koen Audhumla. Den slægt hed aserne, og Odin var sammen med sine brødre Ve og Vile de første af den slægt. Odin var den ældste af guderne, og alle andre guder i Asgård regnede ham for at være deres far. Også blandt mennesker blev han regnet for den øverste, og man kaldte ham "Alfader". Odin var gift med den mægtigste af asynjerne, Frigg, og med hende havde han sønnerne Thor, Balder, Heimdal, Brage, Ægir og Høder, og med jættekvinden Rind fik han sønnerne Vidar og Vale. På vikingernes tid, havde folk i hele Nordeuropa den samme tro som danskerne. I Sverige, Norge og Island har man nok brugt samme navne, mens de ændres, når man kom længere væk. I det sydlige Tyskland, hed Odin således Wodan - men det var den samme gud. Men Odin var mere end de andre. Han beherskede alt. Han vidste alt, og ham kunne man påkalde i alle sammenhænge. Han var digternes gud, og han var krigens, sejrens, men også dødens gud. Krigere, der faldt i kamp, tilhørte ham og blev af valkyrierne bragt til Valhal, hvor Odin havde sit højsæde. Det må dog bemærkes, at når Odins nære veninde, Freja, var med på kamppladsen, tilhørte halvdelen af de faldne hende. Odin havde alle de magiske evner, som kun en almægtig gud kan have. Han kunne forvandle sig til hvad som helst. Når han af og til rejste fra Asgård til menneskene for at se, hvad der foregik, forklædte han sig ofte som en gammel fattig mand. Han havde engang - for at få sin store visdom - pantsat sit ene øje til Mimer, så for ikke at blive genkendt måtte han dække noget af ansigtet med sin hue og sit lange, grå hår. Så kaldte han sig selv for "Gråskæg". Til andre tider kunne han optræde som en ørn og flyve gennem luften. Odin lavede mirakler, hvis han havde brug for det. Han kunne f.eks. få døde til at tale, det oprørske hav til at blive blikstille, stormen til at lægge sig eller gøre en kriger usårlig på kamppladsen. Odin ejede nogle kostbarheder, nemlig spyddet Gungner, hesten Sleipner og guldringen Draupner. Desuden havde han altid en ravn på hver skulder - det var Hugin og Munin, og når han sad i højsædet, Lidskjalv, lå hans to ulve Gere og Freke altid ved hans fødder. Når de andre guder og alle einherjerne åd og drak i Valhal, sad Odin roligt og så på. Han spiste aldrig. Den flæskesteg, valkyrierne satte for ham, gav han straks til sine to ulve. Han drak heller ikke øj og mjød, som de andre, men hvidvin. Men den største af alle guder, skulle ikke komme til at overleve Ragnarok. Når verdens undergang kom, skulle Odin blive dræbt af Fenrisulven.